Slow cooker

Jeg havde længe overvejet at få en slowcooker (Crock Pot, forkortet SC), for simremad er en absolut favorit. Så hvad bedre end en køkkenmaskine, der kan sørge for, at maden simrer ved lav temperatur igennem mange timer.
Jeg har været så heldig at kunne anskaffe mig en slow cooker rimeligt billigt fra England (den er angivet som aubergine-farvet, hvilket kan være årsagen til den lave pris, men den er i praksis nærmest sort), så nu kan skal der leges!
En eller anden Eva har skrevet mere om begrebet her: evasslowcookerkogebog.blogspot.dk/.
Her kan der hentes inspiration: crockpotpusheren.com/

Gullash

Som mange slow cooker opskrifter nærmest har ophøjet til lov, kan man med gullash bare ploppe hele dynen ned i slow cookeren, tænde og lade tiden gå. Det har jeg næsten også gjort her.
Jeg har grundlæggende brugt:
  • ca 1 kg oksekød i tern (som regel bare 'Gullash-tern' fra Netto)
  • 2 løg
  • 4 gulerødder
  • 6 fed hvidløg (mere kan sagtens bruges)
  • 1 kg kartofler
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse koncentreret tomatpure
  • 2 spsk paprika
  • 1 bouillontern
  • Salt, peber og vand
Derudover kan med fordel bruges lidt chorizo skåret i små tern.

Som sagt - hele dynen kan puttes i den sorte gryde, og så bare vente...
I praksis brunede jeg kødet på en pande først, og så i gryden. Løg og hvidløg blev skåret i tern, og gulerødderne i bite-size stykker. Op til kødet sammen med tomatpure og hakkede tomater, bouillontern, paprika og vand (ca ½ liter) og bland det godt sammen. Så lidt salt og peber.
Jeg ved ikke om kartofler reelt set er klassiske i gullash, men jeg synes de passer fremragende. Jeg kunne dog godt blive lidt bekymret for, om de koger helt ud efter 8-10 timer i cookeren, så dem forkogte jeg i mindre stykker, og lod varme med den sidste halve time. Chorizoen kan kommes i fra starten, hvis den haves.
Som angivet simrer retten 8-10 timer; jeg satte den på Low, men angiveligt kan tiden skæres ned, hvis man bruges High (jeg har ikke prøvet).
Hvis man er mere til en gullashsuppe, kan tilføjes mere vand.
Serveres rygende varm med lidt creme fraiche på toppen.

PS Opskriften er lidt et sammenrend af inspiration på nettet, så jeg har ingen reel reference...

Baked beans

Hvis man har set Blazing saddles, så skulle man tro, at baked beans giver en masse luft. Det er nu ikke min erfaring.
Det var egentlig først da jeg erhvervede mig SC, og derved jagtede opskrifter, at jeg faldt over baked beans. Som stor nyder af f.eks. humus og chili con carne, synes jeg at denne suveræne sidedish skulle prøves.
Jeg har været på chow.com, og her findes flere versioner, alle til SC.
Jeg har valgt denne her:

450-500 gr bønner (jeg har brugt hvide, andre slags er sikkert også okay)
250 gr bacon i tern.
1 løg
650 ml vand
125 ml ketchup
3 spsk mørk sirup
3 spsk brun farin
1 spsk æblecidereddike
1spsk Dijon sennep
Salt og peber

Bønnerne skal stå i blød mindst 12 timer. De tager en del vand, så gerne i forholdet 1:3 på bønner:vand. Jeg ved ikke om man kan putte dem direkte i, men alle siger 'rehydration', så det gør jeg også...
Når bønnerne er klar, hældes vandet fra, og så op i gryden!
Næste step er bacon. Der kan velsagtens bruges både den røgede fra slagteren, og den billige fra Netto. Og mængden kan selvfølgelig justeres efter bacon-joy. Hvis den ikke er skåret i tern, så er det opgaven - herefter op i gryden!
Så blev det tid til løget - hakkes i små tern, op i gryden!

Så skal den afsluttende sovs (?, måske mere marinade...) laves. I den endnu ikke opvaskede bønneskål blandes ketchup (jeg havde en stærk ketchup, som ved anvendelse gav retten lidt bid. Almindelig ketcup er nok det mest børnevenlige), vand, sennep, æblecidereddike, sirup og brun farin, samt salt og peber. Piskes let sammen og hældes i.... gryden.
Rør lidt rundt, og sæt SC på Low.
Vent i minimum 6 timer. Min erfaring siger 8-10, men prøv at smage på herlighederne undervejs (en forbandet opgave, men nogen skal jo gøre det...)

Smager godt til franks, brisket, kød i det hele taget, eller som supplement til brunch.
Tager som mange simreretter ikke skade af at trække en dag (seriøst god ide!), og kan også fryses.

Chili con carne

Vel nok en af de mest varierende retter der kan findes på nettet. Jeg har selv lavet den en del, og nedenfor er blot én af mange varinater jeg har prøvet.
Jeg skal med det samme sige, at jeg IKKE er chili entusiast - jeg dyrker dem ikke selv, spiser dem ikke rå, og er ikke ovenud begejstret for få revet mine smagsløg op med rode. Det må gerne være moderat hot, men ikke mere end det.

Jeg tager primært udgangspunkt i chili opskriften fra www.valdemarsro.dk, men med egne modifikationer (naturligvis...).
Ann-Christines opskrift tilsiger koriander - jeg kan ikke udstå koriander, så det er fjernet herunder. Til gengæld er jeg tosset med bønner, så dem er der ikke sparet på (se note om bønner senere), ligesom der er puttet en del mere hvidløg i. Brugen af kanel kan måske også undre; hvis man ikke er til dette julekrydderi, kan det bare undlades. Jeg synes nu det giver en spændende smag, sammen med chokoladen.

Nå, men nu til det sjove. Jeg har brugt følgende:

  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 2-3 små røde chilier, uden kerner
  • 500 g hakket oksekød
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 spsk finthakket soltørret tomat
  • 2 store løg, finthakket
  • 8-10 fed hvidløg, finthakket
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 dl okseboullion
  • 2-3 dåse kidney bønner, drænet og skyllet
  • 40 g mørk chokolade
  • Salt og friskkværnet peber
Jeg steger kanel og spidskommen kortvarigt i olien, hvorefter jeg bruner kødet. Når det har fået farve, skal det op i slowcookeren. Herefter puttes resten af ingredienserne op sammen med kødet, dvs soltørret tomat, hakkede tomater, løg, bouillon og bønner. Vent med chokoladen!
Sæt på Low, og lad simre 8-10 timer og smag til undervejs - den der chili kan jo være tricky (kortere tid kan gøre det, sæt den da evt på High).
Når du nærmer dig spisetid, så tilsæt chokoladen og rør rundt med jævne mellemrum, til den er opløst. Den runder smagen godt af, samtidig med at den legerer en smule.

Server chilien sammen med hjemmebagt flutes, let knuste nachos og en god creme fraiche - sidstnævnte er et utroligt godt supplement til den hotte smag.

Evaluering:
Sikker vinder! Jeg bliver nok aldrig træt af chili con carne, og det gør sig godt, når man sidder og ser en football kamp.

Varianter:
Jeg har lavet en version fra nettet (kan ikke huske hvor...) som indeholdt ananas. Jeg har ikke noget imod varm ananas (hvilket tilsyneladende er et issue på højde med Israel - Palæstina konflikten), så den skal nok prøves igen. Skal du undgå en større diskussion ved middagsselskabet, så tjek lige med gæsterne inden du putter dem i.

Opfølgning:
Ja, jeg skulle så prøve at være lidt mere original, så jeg ville prøve selv at rehydrere nogle kidneybeans selv. Det gik overhovedet ikke!!! De blev smattede og ulækre at se på, så det gider jeg ikke igen. Jeg holder mig til Heinz bønner på dåse - de smager godt, er til at betale, og nemme at komme til. Bare husk at bruge rigeligt :-)